Jeg må med skam meddele, at jeg var lettet, da Peter afslørede at det "bare" var en af neonfiskene. De er sådan lidt "fyld-i-tyl". Jeg har ikke det store personlige forhold til dem. Gubby'erne, molly'erne og kampfisken er meget mere selskabelige. Var det en af dem, der var draget til de evige tang-marker, så var jeg nok blevet en smule trist.
Men hvad gør man så med sådan en død lille fyr? Ja, det spørgsmål stillede jeg mig selv. Første tanke var, at Hubert jo er en kat, og katte kan lide fisk. Ergo ville Hubert selvfølgelig blive ovenud lykkelig for sådan en lille godbid og elske mig resten af livet.
Så med en følelse af at være en gavmild, omsorgsfuld dyreven, hidkaldte jeg katten, der kom luntende. Ikke sprintende, som jeg havde håbet. Luntende. Modvilligt hoppede han op mod min hånd, snusede lidt og vendte om. Jeg tænkte at han nok ikke havde opdaget den, og gav ham en chance mere. Så fik han færten af fisken, og blev lidt mere ivrig. Han tog den i munden og.... Spyttede den ud, mens han kiggede bebrejdende på mig. Så tog jeg fisken op og fortalte ham, at det var dem han havde siddet udenfor akvariet og jagtet, så jeg måtte pudse glasset hver dag, og at det var en rigtig lille treat. Så tog han den i munden igen og tyggede på den. Lige da jeg var på nippet til at klappe i hænderne og så for mig min titel som kattemor, bøjet i neon over vores dør, spyttede kræet atter fisken ud, vendte rumpetten til og gik sin vej... HVAD? Mærkelige kat! Men han kan selvfølgelig heller ikke lide hverken rejer eller rå kyllingelever.
Så jeg måtte tage ned nu snaskede og gennemtyggede fisk mellem to negle og skylle den ud i toilettet, hvor den nu er rejst til den evige latrin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar